©Bildmakarne berg ab/ björn berg
Emil i lönneberga (1963) på dansk emil fra lønneberg (1964 og 2010) er den første af tre bøger om den uartige og ofte uheldige dreng emil fra gården katholt i lønneberg i småland, sverige.
Bøgerne om emil reflekterer livet på landet i slutningen af 1800-tallet.
Astrid lindgren har ofte fortalt at emil er hendes favoritfigur og at historierne om ham er delvist baseret på hendes fars fortællinger.
Historierne om Emil fra lønneberg
I bøgerne om Emil fra lønneberg møder vi en fantasifuld og egenrådig dreng, emil, som bor på gården katholt i byen lønneberg i småland i sverige.
Emil er fem år når serien starter, og han bor med sine forældre alma og anton svendsen, lillesøster ida, karlen alfred og pigen line.
Line malker, vasker op, vasker tøj og laver mad og den type opgaver, mens alfred pløjer og passer dyrene.
På gården katholt er der to heste, et par stude, otte køer, tre grise, ti får, femten høns, en hane, en kat og en hund.
Og så er der tyttebær-maja, som er en gammel kone, der ofte kommer og hjælper til med lidt af hvert på gården, og som kan fortælle grumme spøgelseshistorier.
Emil er en sand mester i at finde på skarnsstreger og unoder. Han er så slem, at folkene i lønneberg samler penge ind til de hans stakkels forældre på katholt, fordi det er så synd for dem, at de har sådan en uartig dreng.
Når emil er uartig ryger han i snedkerværkstedet, hvilket ikke er sjældent, og hver gang han sidder i værkstedet, snitter han en ny lille mand. I begyndelsen af bogserien har emil allerede snittet de første 54 træmænd, men i løbet af serien når han op på hele 369 træmænd.
Noget af det helt særlige ved emil fra lønneberg-fortællingerne er beskrivelserne af det forhold, der er mellem alfred og emil. For uanset hvor stor en rod emil er, og hvor mange skarnsstreger han finder på, så holder alfred af emil. Alfred kan lide emil præcis, som han er, og er der noget, man har brug for, så er det da den form for ubetinget kærlighed. Når alfred er færdig med sit arbejde, lærer han emil alle mulige ting. Som for eksempel at lægge seletøj på en hest og hvordan man fisker, og så har alfred for øvrigt lavet et rigtig fint trægevær til emil, og det er emils yndlingsting.
Sammen med luen, som er en hue, han engang har fået af sin far. Emil elsker luen og bøssen så højt, at han ikke kan gå i seng uden at have begge dele med sig.
Det nære forhold mellem den voksne, alfred og barnet, emil. Den opmærksomhed, alfred viser emil, og den kærlighed, der er imellem de to, er dyb og smuk, og man bliver varm om hjertet af det bekendtskab.
Selvom man kan tro at emil ikke laver andet end skarnsstreger, så er han også en dreng, der har pæren i orden, og han er aldrig ondskabsfuld.
Faktisk er han en god og sød dreng, der tænker med hjertet og handler spontant. Nogen gange lidt for spontant. Mange af hans skarnsstreger skyldes hans retfærdighedssans, som for eksempel da han inviterer folk fra fattiggården hjem til julegilde, hvor fadene bliver tømt, mens forældrene er borte. Og selv om man måske ikke skulle tro det, når man først møder emil, så bliver han ligefrem sognerådsformand, da han bliver voksen.
Der er således en positiv morale i historien; at selvom man er en uartig dreng med lidt for mange påhit, så kan man godt være et fornuftigt menneske, der udvikler sig til at blive noget meget fint som voksen.
Man kan sige om Emil, at han er en slags hverdagslivets pippi. Begge er de små oprørere, der laver gale streger, men begge er de godhjertede og hjælpsomme, og begge gør de op med autoriteter – pippi gør eksempelvis op med kravet om en familie, med skolens autoritet og med politiets overmagt, mens Emil gang på gang underminerer den faderlige autoritet i husmandshjemmet.
Emil er således endnu et af astrid lindgrens gode, stærke børn, der ikke blot står udenfor den voksne verden og dens vurderinger, men som gang på gang intervenerer i den, påvirker den og forandrer mønstrene. Emil er et mere almindeligt barn uden evner til at bære heste over hovedet.
““du og jeg, alfred,”, sagde emil. “ja, du og jeg, emil,” sagde alfred.
